NFA har sammen med Kræftens Bekæmpelse, DASAM, Arbejdsmedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital og Syddansk Universitet fået en bevilling 2,6 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen til at måle flere forskellige stoffer i blodet på brandfolk, herunder PFOS.
Det er en bevilling, som giver mulighed for at undersøge, om brandfolk er eller har været særligt udsatte for bl.a. en række persistente fluorerede stoffer, herunder PFOS.
Stoffet PFOS mistænkes for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Vi har tidligere undersøgt brandfolks kræftfremkaldende påvirkninger efter udsættelse for partikler og sod under brandslukning. Viden om en eventuel erhvervsmæssig udsættelse for PFOS og andre helbredsskadende kemikalier er det første skridt hen mod at fjerne de skadelige påvirkninger i arbejdsmiljøet.
PFOS har blandt andet været anvendt i brandslukningsskum, og derfor har mange brandfolk haft nær kontakt til det giftige stof. PFOS blev forbudt i 2006, men restlagre kunne anvendes frem til 2011.